Dostojevskij 200 år

29.10.21
Fjodor D. fylder 200 år den 30. oktober og 11. november. Forvirret? Læs med her.

Kender du det? Dostojevskij har stået på læse-ønskelisten i flere år. Med en vis ærefrygt er du gået forbi D-hylderne på biblioteket med murstensromanerne og har tænkt, er det nu? Men du har endnu aldrig fået læst en hel roman af Dostojevskij. Måske er det i år, du skal tage springet?

Hvis man spørger Dostojevskij-ekspert og lektor i russisk litteratur, Tine Roesen, er den store forfatter både aktuel og til at gå til for nutidens læsere: "hvis man sænker paraderne og går mere uhøjtideligt til forfatteren, vil man opdage, at han skrev konkret og realistisk om mennesker til mennesker. Nutidens læsere kan finde både genkendelse og humor i hans værker."

Læs Tine Roesens artikel: Fjodor Dostojevskij - en tidløs fødselar.

Dostojevskij 200 år

Måske er det netop i år, den skal læses - den roman. Det er nemlig i 2021, vi fejrer 200-året for Dostojevskijs fødsel. Og den kan fejres både den 30. oktober ifølge den julianske kalender - og den 11. november ifølge den gregorianske (som er den, vi bruger).

Dostojevskij fejres derfor i København med en litteraturfestival fra 30. oktober til 11. november. Du kan finde festivalens program på: https://dostojevskij.dk/

Gå til Litteratursiden.dk og læs meget mere om Fjodor og hans værker - eller kom og lån et af dem her hos os. Vi har plukket et udvalg til dig nedenfor - men vi har mange flere.

Tags
Materialer