Hvad læser Anna Mejlhede?

Bliv klogere på forfatter Anna Mejlhedes forhold til bøger og biblioteker.

Anna Mejlhede er forfatter til romanen Håbets ø, der er en hjertevarm og stemningsfuld roman om at finde hjem – om uventede venskaber og nye begyndelser. Hun besøgte Roskilde Bibliotek i marts 2023 og fortalte om romanen og særligt om naturens store betydning i fortællingen. Før besøget bad vi hende fortælle lidt om sine egne litterære præferencer og forhold til biblioteket. 

Hvad læser eller lytter du til for tiden?
Jeg lytter til Elizabeth Strout Mit navn er Lucy Barton på e-reolen og læser bind 1 af Solvej Balles Om udregning af rumfang.

Hvilken bog eller hvilket værk vil du anbefale til andre?
Det er næsten umuligt kun at pege på én bog. Men jeg har for nylig læst Jenny Erpenbecks Går, gik, gået, som med både menneskelig og poetisk tyngde berører et smerteligt aktuelt emne: At være flygtning. Med enestående præcision skildrer hun menneskets længsler, håb og drømme. At man først føler sig som menneske, når man bliver set som andet end blot et problem. 

Hvad betyder biblioteket for dig?
Et bibliotek er en verden af fordybelse. En oase af stærke menneskeskildringer. Alene duften på et bibliotek går lige i hjernen på mig. Fornemmelsen af så mange bøger samlet på ét sted fylder mig med dyb ro - og håb! For så længe vi læser bøger, opretholder vi vores forbindelse til - og nysgerrighed på verden omkring os. 

Materialer